Maries blog om sclerosekost

Klik på overskriften for at komme til forsiden

ANTI-INFLAMMATORISK KOST OG LIVSSTIL maj 23, 2013

Jerk Langer

Jerk W. Langer

Antiinflammatorisk (dvs. betændelseshæmmende) kost og livsstil var emnet for læge, videnskabsjournalist og forfatter Jerk W. Langers foredrag for Scleroseforeningens lokalafdeling i Kulturcenteret i Tåstrup den 14. maj 2013. Udgangspunktet er, at dårlige kostvaner, inaktivitet, dårlig søvn, stress, rygning, alkohol og forurening øger betændelsestilstande, så vi har alle godt af at give de områder et sundhedstjek og spise efter den antiinflammatoriske kostpyramide, som Langer har udviklet.

Der er en sammenhæng mellem kronisk inflammation og farligt fedt i maven, påpegede Jerk W. Langer. Her og nu påvirker det evnen til koncentration, humør, læring, hukommelse, træthed, modstandsdygtighed og præstation. Når du taber dig, opnår du at føle dig mere frisk og energisk, slank, yngre, sover bedre, præsterer bedre, får flere kræfter og bedre kondition, bliver gladere for tilværelsen og mere modstandsdygtig, mener Jerk W. Langer. Han anbefaler derfor, at vi optimalt tilstræber et taljemål på max. 50 % af kropshøjden.

Inaktivitet skader, så vi bør gøre bevægelse til en god vane. Det øger insulinfølsomheden og har en anti-inflammatorisk effekt. Sundhedsstyrelsen anbefaler vist ½ times motion om dagen, men genetisk er vi designede til at bevæge os (primært gående) 14 timer om dagen, sagde Jerk W. Langer smilende. Kom op af sofaen, for en times passivt tv-kiggeri koster 22 minutters levetid, mente han.

Spis meget fisk, for det indeholder omega 3-fedtsyre, som er anti-inflammatorisk, anbefalede Langer.
Omega 3 findes også i rapsolie, hørfrø, nødder, tang, grønne bladgrøntsager, fisk og havpattedyr.
Hvis man spiser en sildemad til frokost hver dag, er man godt dækket ind, mente Langer, men fisk til frokost to gange om ugen er for lidt, hvis man ønsker at opnå en anti-inflammatorisk virkning, sådan som det typisk er tilfældet ved MS. Da bliver tilskud nødvendigt.

Spis naturlig mad. Det vil sige mad fra hav, sø, mark, lokalt dyrket og produceret. Spis sæsonens råvarer, spis økologisk, og vælg frilandsopdrættede dyr.  Vælg gode råvarer, lav mad fra grunden og undgå unaturlig mad, som er færdigvarer eller halvfabrikata, der ofte indeholder alt for meget farligt fedt, salt, sukker, tilsætningsstoffer som stabilisatorer og e-numre og for alt få vitaminer og kostfibre.

Spis langsomme kulhydrater. De hurtige kulhydrater (hvidt sukker) giver hurtige og store udsving i blodsukker og insulin, og det kan medføre diabetes og problemer med kolesterol, blodtryk, aldring, overvægt og kræft samt forværre den kroniske inflammation. Vælg i stedet de langsomme kulhydrater i grov, fiberrig, naturlig kost.

Vær også opmærksom på, at stress, alkohol, dårlig søvn og tobak påvirker insulinfølsomheden og kan fremme betændelsestilstande. Et forsøg har vist, at jo bedre folk sover, jo sundere mad vælger de, berettede Langer.

Langer har udviklet den antiinflammatoriske kostpyramide og anbefaler, at vi spiser efter den.
Princippet i pyramiden er at prioritere de nederste niveauer højest og spise det hyppigst. Det er Plan A. Tillad også dig selv lidt af det sjove en gang imellem, men gør det med måde og på et oplyst grundlag. Det er de øverste niveauer i pyramiden, og det er Plan B.

anti-inflammatorisk kostpyramide

Den anti-inflammatoriske kostpyramide er udviklet af Jerk W. Langer, læge og foredragsholder. http://www.jerk.dk

Nederst: Spis løs! Her vinder du kampen
Fed fisk med meget omega-3, skaldyr, grove fuldkorn (gryn, pasta, rugbrød), bær, vand, grove grøntsager i stærke farver, bælgfrugter.

Næstnederst: Spis og drik det hyppigt
I det lyseblå og det lilla pyramidelag finder du mad, der styrker dit anti-inflammatoriske forsvar, så du er beskyttet mod en lang række sygdomme, og hjælper dig med at hold en sund og fornuftig vægt. Lad især det mørkelilla lag udgøre fundamentet i din kost – så er du godt på vej til en stærk og langtidsholdbar krop. Mager fisk, nødder, frø med omega-3, sunde planteolier, frugt, krydderier, probiotiske mælkeprodukter (mælkesyreprodukter), the, fjerkræ

Næstøverst: Spis og drik det i moderate mængder
Mad og drikkevarerne i det lyslilla lag kan gøre dig sundere, hvis du ikke får for store mængder af dem:
Ost, sojaprodukter, bønner, mørk chokolade, mager mælk  (ikke nødvendig for voksne), kartofler (indeholder sukker, men også fibre og vitaminer), lidt rødt kød (det er ikke kødet i sig selv, der er farligt, men overstegning, påpegede Langer), alkohol (max et glas om dagen for kvinder, to for mænd), æg, kaffe

Øverst: Spis og drik kun lidt – eller undgå det helt
I pyramidens orange top finder du mad og drikke, der er proinflammatorisk, fedende og sygdomsfremkaldende. Med andre ord trækker de dig i den gale retning. Hvis du spiser lidt af det en gang imellem for at gøre livet lidt sjovere, så gør det med måde og på et oplyst grundlag:
sukker, forarbejdet, unaturlig mad, salt, hvide ris, hvid pasta og hvidt brød, slik, sodavand og frugtjuice, chips, planteolier og meget omega-6

Kosttilskud:
Fiskeolie (Omega 3), vitamin D og probiotika (mælkesyre-produkter) er det væsentligste tilskud at overveje, mens Langer generelt ikke er meget for antioxidanter, dvs. vitaminer og mineraler i høje doser.

Anti-inflammatorisk kost vil allerede efter en måned påvirke LDL-kolesterol, blodfedt, blodtryk, mindske risikoen for blodprop og inflammation, hvilket fremmer hukommelsen og evnen til opgaveløsning, lover Jerk W. Langer.

Tak for foredraget og for tilladelsen til at referere det her til Jerk W. Langer.
Du kan læse mere på Jerk W. Langers hjemmeside eller på Facebook

 

3 Responses to “ANTI-INFLAMMATORISK KOST OG LIVSSTIL”

  1. Samantha Says:

    Meget interessant læsning. 🙂 Nu har jeg læst på din side i en times tid og jeg synes du kommer med nogle gode ting.

  2. Annette Says:

    Hej Marie.
    Må jeg dele din artikel på min side om anti inflammatorisk kost på Facebook?
    Venlig hilsen Annette

    • Hej Annette
      Det, jeg skriver i det indlæg, er i høj grad referat af Jerk W. Langers foredrag, gengivelse af hans pyramide og et billede af ham. Derfor må du bede om hans ja til at gengive det. Hvis du får hans tilsagn, giver jeg også mit.
      Venlig hilsen
      Marie


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s