Maries blog om sclerosekost

Klik på overskriften for at komme til forsiden

VERDENS BEDSTE KUR – OG HAVREHYLD MED SKYR marts 26, 2012

Verdens bedste kur“Her er bogen, der får kiloene til at rasle af og sørger for, at du aldrig tager dem på igen”, lover “Verdens bedste kur“. Men hvad har kuren med sclerosekost at gøre? – og hvilke forudsætninger har forfatterne for at bruge så store ord i titlen?

Grundtankerne i kuren er at spise forholdsmæssigt mere protein og kulhydrater med lavt glykæmisk indeks. Det vil sige bær, frugt, fuldkorn og grøntsager i stedet for hvidt sukker i form af slik, kager, sød saft, sodavand, hvedemel, lyst pasta og hvide ris. Fordelen ved at spise lavglykæmisk og huske mellemmåltiderne er at holde blodsukkeret mere stabilt. Stabilt blodsukker regulerer appetitten og mindsker trangen til søde sager og overspisning. Det gør det lettere at holde vægten – og det stresser kroppen mindre og mindsker risikoen for inflammation. Derfor kan det formentlig også have en hæmmende indflydelse på udviklingen af sclerose.

Få klar besked om glukæmisk indeks på hjemmesiden Food of LIFE fra Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet.

Protein er essentielt for din krop. Samtidig mætter det i lang tid og gør dermed kampen mod kiloene lettere. Hvis mennesker med sclerose kun sjældent spiser kød fra 4-benede dyr og æggeblommer, er det så meget desto vigtigere, at vi bliver opmærksomme på andre proteinkilder, f.eks. fra fjerkræ, fisk, skyr, bønner, linser, mandler, nødder, sojaprodukter mm. Ikke alle – men størstedelen af opskrifterne i kogebogen er også gode for os – både, hvis vi gerne vil tabe os, og hvis vi ønsker nye idéer til sunde og velsmagende kostvaner.

Forfatterne anbefaler, at vi spiser efter en tallerkenmodel med 50% grøntsager, frugter og bær, 25% fuldkornsprodukter og 25% proteinrige fødevarer. Det er samme tallerkenfordeling, som Haslev Sclerosecenter og “Rask af mad” anbefaler, fordi det menes at hæmme inflammation.

Kuren bygger på den hidtil største videnskabelige undersøgelse mht. at finde en kost, som er appetitregulerende og slankende. Undersøgelsen er finansieret af EU med 130 millioner kroner og er gennemført i 8 europæiske lande. I alt 938 overvægtige voksne og 827 børn, hvoraf ca. halvdelen var overvægtige, var med i undersøgelsen, som i Danmark blev ledet af Arne Astrup. De store ord i titlen skyldes dermed, at kuren er den hidtil mest velunderbyggede slankekur. Opskrifterne er baseret på almindelige råvarer fra det nordiske køkken. De er udviklet af Christian Bitz, som bl.a. er kendt fra TV2.

havrehyld med skyrHavrehyld med skyr
Jeg har fået tilladelse til at bringe en opskrift fra bogen og har valgt opskriften på havrehyld, fordi den er enkel for os, der ikke altid har overskud til de store kulinariske udfoldelser. Havrehylden er mættende, velsmagende og velegnet både som morgenmad og som mellemmåltid og giver dig protein både fra skyr og havregryn. Jeg brugte skyr med hindbærsmag og friske hindbær på toppen, men du kan også bruge andre frugter og bær.

Ingredienser:
3 dl hyldeblomstsaft
3 dl havregryn, grovvalsede
4 dl skyr
50 g nødder, grofthakket
150 g friske bær eller frugt i tern

Fremgangsmåde:
Hæld hyldeblomstsaft over havregrynene, lad det trække i 5 minutter. Vend med skyr, og server med nødder og frugt eller bær på toppen.

 

 
<span>%d</span> bloggers like this: