“Spiselige stjerneskud” kaldte bladet “Helse” denne vidunderlige opskrift på kokken Umahro Cadogan’s konfektkugler med mandler, dadler, appelsin og krydderier. Behøver jeg at sige, at de kun indeholder det sunde fedt fra mandlerne og frugtsukker fra dadlerne? Glædelig jul og god fornøjelse fra Marie.
Nok til at 7-8 personer kan smovse i flere timer.
Ingredienser:
6 dl. mandler
6 dl. udstenede dadler, der ikke er alt for tørre
1 tsk. stødt kanel
1/4-½ tsk. vaniljepulver (ikke vaniljesukker!)
1/4 tsk. stødte nelliker
1/4 tsk. stødt kardemomme
1/4 tsk. grøn eller sort peber
Fintrevet skræl og friskpresset saft af 1 økologisk appelsin
Ægte kakaopulver
Fremgangsmåde:
Start med at udstene dadlerne. Kør mandler, dadler, kanel, vanilje, nelliker, kardemomme og peber i en foodprocessor i et par minutter, til alt er helt finthakket. Massen skal være så fin, at man kan presse den sammen med fingrene. Tilsæt appelsinsaft, og kør det hele igen, til det samler sig og er som f.eks. en figenstang.
Bland appelsinskræl med 4-5 spsk. kakaopulver i en stor skål. Tril mandel-dadelmassen til kugler, og rul dem i kakaopulver og appelsinskræl.
Opbevaring:
Spis så mange konfektkugler, du kan, med det samme, og gem resten i køleskabet til senere. De kan holde sig op til 3 uger på køl … men så lang tid kan man ikke holde sig i skindet.
Tak
Opskriften er fra Umahro Cadogan og er gengivet her med hans tilladelse. Tusind tak for det fra os med sclerose. Jeg henviser med glæde til hans hjemmeside, for den handler om sund, helbredende og velsmagende mad. Teksten her er fra bladet “Helse”, august 2012 – så bemærk, at konfektkuglerne også kan laves om sommeren.
Andre godter – til jul eller til hygge hele året
Mørk chokolade med appelsin og karamelliserede mandler
Soja-mandler