Maries blog om sclerosekost

Klik på overskriften for at komme til forsiden

BROCCOLI MOD FORSTOPPELSE juli 1, 2016

broccoli og hummus

Jeg har fundet kuren mod forstoppelse – så nu burde jeg blive rig og berømt. I stedet deler jeg den med dig, så du også kan slippe af med forstoppelse.  Kuren er enklere og mere behagelig, end du tror! Jeg spiser en lille rå broccoli hver aften og bruger humus som dip. I butikkerne kan man som regel købe en stor eller to små broccoli i en pakke film. Jeg køber de to små og spiser en af dem hver dag – og det giver gevinst hver dag.

Kurerede hård forstoppelse
I tre år havde jeg en forstoppelse, der var så slem, at der som regel gik 5-8 dage imellem, at der var bingo. Det gav utilpashed, maven føltes hård og stor, og når det også gav ildelugtende luft, kunne det være svært at være i sociale sammenhænge. Når jeg var på ferie, kunne det gå helt i baglås op til 10 dage. Jeg har drukket rigeligt vand,  dyrket motion, spist blommer, svesker og Husk, og taget Magnesia, Movicol, Laxoberal, Microlax mm. En dag begyndte jeg at spise rå broccoli for at spare lidt på kalorierne – og da jeg gav mig til at gøre det hver dag, kom der naturligt gang i tarmen. Det er meget bedre end kunstige midler, fordi det nu kommer naturligt hver dag og har en naturlig konsistens. Når først der er kommet gang i tarmen, kan du sagtens springe en enkelt dag over ind imellem og f.eks. spise gulerødder i stedet for.

Stænglen er det bedste
Jeg kan godt lide smagen af broccoli – især stænglen. Man kan skrælle/trække det yderste lag af, så er den sprød og skøn indeni – lidt som æbler, bare uden så meget saft og frugtsukker.

Blanchering
Hvis du ikke bryder dig om at spise broccoli helt rå, kan du blanchere den i buketter. Dvs. at du deler den og lægger den kortvarigt  i kogende vand. Derved beholder den flest mulige vitaminer.

Og så er det supersundt
Broccoli er fuld af gode vitaminer: A, C, B, E og jern, og den indeholder fytokemikalier, der er med til at forebygge kræft. Nogle mener, broccoli er blandt verdens 10 sundeste fødevarer.

Opskrifter
Humus kan du lave selv efter denne skønne opskrift, eller du kan købe den færdig – eller du kan peppe en købt humus op med f.eks. hvidløg, chilli, citron, små stykker rød peber – eller hvad du nu godt kan lide. Prøv også Iben Katz’ vidunderlige broccoli-salat – eller find flere gode opskrifter på internettet.

Prøv det – og del på Facebook
Prøv det – hvis du selv lider af forstoppelse. Du skal give det noget tid – mindst 10 dage – til at fungere – og hvis det også virker for dig, så del dine erfaringer på bloggens Facebook-side. På den måde kan vi finde ud af, hvor god kuren er.

 

LAKRIDS-THE september 28, 2010

Filed under: Lakrids-the — Marie Breindahl @ 4:38 pm
Tags: , , , , ,

Lakrids-theIngredienser til lakrids-the

 

Velsmagende lakrids-the mod træg mave og forstoppelse (ca. to kopper)

½ tsk. lakridsrod
1 tsk. stjerne-anis
1 tsk. fenikel
ca. 2 kopper vand

Stjerne-anis brækkes i mindre stykker. Lakridsrod skæres i mindre stykker. Bland ingredienserne, kog vandet, og lad theen trække ca. 5 minutter.

Ud over, at theen er god mod træg mave, er den et godt alternativ til den koffeinholdige sorte the og kaffe, som vi helst skal begrænse.

Tak for opskriften til Maibritt fra kostkurset.

Andre råd mod forstoppelse
Vær opmærksom på, at blommer og svesker også sætter gang i maven. Sæt evt. sveskerne i blød i lidt vand natten over og spis dem til morgenmaden. Også HUSK modvirker forstoppelse. Endelig er det godt at drikke rigeligt vand – især mellem måltiderne.

 

SMOOTHIES august 10, 2010

Velsmagende vitaminkick
Smoothies smager som englene synger og giver et godt vitamintilskud f.eks. til morgenmaden eller mellemmåltiderne – men pas på: de sunde smoothies er stærkt vanedannende. Nu har jeg selv været afhængig i et år!


hindbærsmoothie
HINDBÆRSMOOTHIE

Ingredienser (ca. 12 dl.)
300 g. frosne hindbær (gerne varmebehandlede hindbærcubes)
9 spsk. flormelis
en presset appelsin
6 dl. A-38 (fedtfattig) eller hindbær-tykmælk (A-balance 1%)
4½ dl. usødet madelmælk (sojamælk eller rismælk eller minimælk eller havredrik)

Fremgangsmåde
Kom det hele i blenderen, og blend i ca. 45 sekunder.

Idé
Opskriften er oprindelig fra Haslev Sclerosecenter, men det er min idé at udskifte sojamælk med mandelmælk og A-38 med hindbær-tykmælk.

Tip
Hvis du bruger frosne bær, kan det være en god idé at give dem et opkog og genfryse dem bagefter. Ved opkoget sikrer du dig, at der ikke er bakterier i bærrene. Genfrysningen giver “bare” en frisk, kold smoothie. Alternativt kan du bl.a. hos Kvikly købe hindbær cubes (varmebehandlet og pureret) fra Frigodan. Der er du fri for kernerne fra friske hindbær, og du er sikker på, at bærrene er varmebehandlede.

Et hit til venindebrunchen – eller for ham, der vil forkæle hende
De fleste kvinder elsker smagen af hindbær, så server smoothien, når HUN skal forkæles!


BLÅBÆRSMOOTHIE

Ingredienser (ca. 12 dl.)
300 g. frosne blåbær
2½ dl. ufortyndet blåbærsaft (f.eks. Grønne Gården) eller solbærsaft (f.eks. Ribena)
Korn af 1 vanillestang eller 2 spsk. vaniljesukker
2 friske eller frosne bananer i skiver (+ evt. en pære)
4 dl. blåbærtykmælk (A-balance 1%) eller vanilieyoghurt
4 dl. usødet mandelmælk (rismælk eller sojamælk eller havredrik eller skummetmælk)

Fremgangsmåde
Skræl bananen og evt. pæren, kom det hele i blenderen, og blend i ca. 45 sekunder.

Blåbær er super sunde
Denne smoothie indeholder pga. bananerne og blåbærsaften en del kulhydrater og kalorier, men blåbærrene er sunde, og smoothien smager godt, så I får den alligevel. Blåbær indeholder meget antioxydant, som modvirker kræft og aldringstegn, og de kan muligvis forbedre nattesynet.

SKOVBÆRSMOOTHIE

Ingredienser (ca. 12 dl.)
350 g. frosne skovbær
2 pærer
4 dl. usødet mandelmælk (sojamælk eller rismælk eller havredrik)
6 dl. skovbæryoghurt
6 spsk. flormelis

Fremgangsmåde:
Skræl pærerne, fjern kernehuset, og blend alle ingredienser.

Opbevaring
Smoothieerne er bedst, når de er friske og helt kolde.
Du kan derfor med fordel nøjes med 1/3 af begge opskrifter,
men det kan sagtens holde sig 2-3 dage i køleskab.

Mandelmælk, sojamælk, rismælk – eller havredrik?
Mandelmælk er først rigtigt blevet almindeligt i butikkerne i 2016. Det vil jeg absolut anbefale som den bedste løsning, men her er mine tidligere overvejelser over, hvilken type “mælk” der kunne bruges i smoothien: Hvis du bruger sojamælk, får du protein, og det har vi brug for. Rismælk er sødere og indeholder mange kulhydrater, og det har de færreste brug for. Men soja indeholder planteøstrogener og kan påvirke menstruationsrytmen. Udskift for en sikkerheds skyld sojamælk med rismælk, hvis du er kvinde i overgangsalderen og har eller har haft brystkræft. Søger man på Internet, får man diamentralt modsatte svar på forholdet mellem soja og kræft. Den lavere forekomst af kræft i Asien, hvor man bruger mange sojaprodukter, kan tyde på, at soja modvirker kræft. Men det østrogenlignende stof i soja kan fremme udviklingen af brystkræft og modvirke behandling imod brystkræft. Kræftens Bekæmpelse fraråder derfor hyppig indtagelse af soja, hvis man har eller er i behandling for brystkræft. Jeg har ikke selv diagnosen, men mange kvinder i min familie har fået brystkræft i forbindelse med overgangsalderen, så for ikke at løbe risikoen har jeg har selv mindsket mit forbrug af soja-drikke, siden jeg startede denne blog. Læs her, hvad Kræftens Bekæmpelse skriver om soja og brystkræft. Nu (2012) er der kommet havredrik, og det går også fint i smoothien, men vær opmærksom på, at der er gluten i havre.

I 2016 er der kommet mandelmælk, og det er helt klart det bedste valg! Det er laktosefrit, er 100 % vegetabilt og det har et lavt fedtindhold – af den slags fedtstoffer, som er gode for os.

Læs også sclerosecentrenes opskrifter på smoothies.

 

FORSLAG TIL KOSTTILSKUD, som kan tilsættes smoothies:

HUSKHUSK er et naturlægemiddel, som består af loppefrøskaller, som er fiberrige, øger mæthedsfølelsen og er gavnlige imod forhøjet kolesterol, forstoppelse og træg mave, irritabel tyktarm og diarré.

Jeg anbefaler 1 tsk. HUSK pr. glas smoothie. Det skal kommes i smoothien umiddelbart før brug. Lad ikke smoothien stå i køleskabet med HUSK i, for det gør smoothien meget tyktflydende og grødagtig.

Bemærk, at HUSK også fås med solbærsmag, som er velegnet til blåbærsmoothien eller blåbæryoughurt.

Fiber-HUSK er velegnet til bagværk, hvor det giver dig gode fibre og binder væden, så bagværket hæver bedre og holder sig friskt længere. Læs mere om HUSK

hørfrøolieJeg anbefaler varmt at tilsætte 3 spsk. hørfrøolie, som er så godt for vores scleroseskadede celler. Hørfrøolie har et højt indhold af Omega 3, som er en af de essentielle fedtsyrer, kroppen ikke selv kan danne, og som derfor er nødvendig at få tilført gennem kosten. I følge Shakeology Reviews (se kommentaren nedenfor) sænker hørfrøolie kolesteroltallet og mindsker risikoen for kræft og hjertekarsygdomme.

Hørfrø smager nøddeagtigt og indeholder sund (vegetabilsk) fedt, er rige på kostfibre og protein og fremmer fordøjelsen. Hele hørfrø kan tilsættes bagværk, visse sammenkogte retter og salat af revet gulerod.

Læs mere om hørfrø 

hybenpulverHybenpulver indeholder C-vitamin (antioxidant) og modvirker gigt og kræft.
Jeg anbefaler 1-2 spsk. hybenpulver pr. portion smoothie.

Læs mere om hybenpulver
Læs mere om hybens gavnlige virkning mod gigt

 

 
%d bloggers like this: