Nødder og vegetarretter er sundt både for mennesker, som er raske, og for mennesker med sclerose, så her får du en dejlig nødde- og champignonpaté:
Ingredienser (4 personer)
200 g. hasselnødder
300 g. champignoner
300 g. kartofler
et stort løg
3 fed hvidløg (kan udelades)
3 spsk. sojasauce
3 spsk. maizenastivelse
lidt koldpresset rapsolie
½ tsk. stødt eller fintrevet muskatnød
½ tsk. frisk eller tørret timian (kan udelades)
lidt salt og peber
Fremgangsmåde
Skræl og kog kartoflerne med lidt salt, og mos dem med en gaffel eller en stavblender. Blend hasselnødderne. Rens champignoner, skær dem i skiver, svits dem i lidt olie på en pande, og si alt væden fra gennem en si eller et dørslag. Gem nogle få champignonskiver til pynt. Hak de andre champignoner og løget i mindre stykker. Pres hvidløgsfeddene. Riv muskatnødden fint, hvis ikke du bruger stødt muskat. Klip timian fint, hvis ikke du bruger tørret timian. Bland alle ingredienser (undtaget pynte-champignoner) sammen, og læg farsen i en rugbrødsform, som er smurt med olie eller foret med bagepapir. Bag patéen i 40 minutter ved 200 grader.
Anretning og servering
Pynt nødde- og champignonpatéen med champignonskiverne, og anret den med rucolasalat med tranebær.
Spises varm som hovedret med flutes og salat eller kold som pålæg på en skive rugbrød og et salatblad.
Opbevares i køleskab og er ikke fryseegnet.