Maries blog om sclerosekost

Klik på overskriften for at komme til forsiden

MORBÆR-NØDDETOPPE januar 30, 2011

Tørrede morbærTØRREDE MORBÆR: Hos en grønthandler fandt jeg tørrede morbær. Tørrede morbær har en sur-sød, let krydret karamelagtig smag og kan bruges i bagværk, i frugtsalt eller i müslien til morgenmaden. Hvis du har en sød tand, men gerne vil spare på sukkeret, er tørrede morbær velegnede som snack. Hvad med at udskifte slikskålen med en lækker blanding af mandler, tørrede tranebær og tørrede morbær?

Morbær trives bedst i subtropisk klima, men kan også  vokse i Skandinavien. Bærrene ligner brombær, men vokser på træer. Friske morbær bruges til syltetøj og marmelade. I Asien bruges morbær også til vin og the. Morbær indeholder C-vitamin, calium, phosphor, magnesium, jern, kobber og protein. De indeholder også resveratrol, som er det gavnlige stof, der også findes i rødvin. Jeg har endnu ikke fundet tørrede morbærblade (the), men de skulle være gode til at modvirke, at sukkeret optages i blodet, så man lettere holder vægten og sukkerbalancen.

Her er mit bud på, hvad mennesker med sclerose kan gøre, hvis man gerne vil have en småkage af og til og samtidig spare på sukkeret og undgå mel og margarine. Jeg har tilføjet lidt honning, men morbærrene giver i sig selv sødme til småkagerne.


Morbær-nøddetoppeMORBÆR-NØDDETOPPE

Ingredienser:
250 g. hasselnødder
170 g. tørrede morbær
1 spsk. kartoffelmel
1 spsk. akacie-honning (kan udelades)
3 pasteuriserede æggehvider

Fremgangsmåde
Blend tørrede morbær og 200 g. hasselnødder. Gem de sidste nødder til pynt. Pisk æggehviderne stive. Bland alle ingredienser i en skål, undtaget pyntenødder. Sæt dejen i toppe med en theske på en plade med bagepapir. Tryk en nøddekerne i hver top. Bag dem ved 200 grader midt i ovnen i ca. 15 minutter. Løsn kagerne, inden de er kølet af. Kagerne er bedst nybagte, men egner sig også til frysning.

Se også Carmen Villefrance’s og Marianne Jägers opskrift på nøddetoppe.

 

“RASK AF MAD” – OG NØDDETOPPE november 21, 2010

NøddetoppeNøddetoppe – fordi nødder og mandler gavner cellerne
Mennesker med sclerose har godt af at spise masser af nødder og mandler, for de indeholder det gode umættede fedt, som gavner cellerne og modvirker betændelse og scleroseaktivitet. Her får du en velsmagende variation til de daglige mandler:

Ingredienser
100 g. hasselnødder
100 g. mandler
100 g. cashewnødder
1 æg (se variationsmuligheder)
100 g. hele pinjekerner
½ tsk. kanel (se variationsmuligheder)
1 groft revet æble

 

Fremgangsmåde
Hasselnødder, mandler og cashewnødder blendes. Resten blandes i de blendede nødder og mandler og røres godt sammen. Sættes på plade som små toppe og bages ved 180 grader i 20 minutter eller til de er gyldne.

Variationsmuligheder
I stedet for kanel kan du tilsætte hakkede tørrede tranebær eller hakket mørk chokolade.
I stedet for et helt æg kan du bruge 1½ pasteuriseret æggehvide eller hørfrøskum.

Opbevaring
Nøddetoppene opbevares på køl og kan fryses.

Tip om æggehvider
Hvis du køber en bakke pasteuriserede æggehvider, kan du fryse dem, du ikke bruger lige nu.

Rask af madRASK AF MAD
Opskriften på nøddetoppe er fra bogen “Rask af mad” af Marianne Jäger og Carmen Villefrance. Bogen er primært rettet mod mennesker med forskellige psykiske sygdomme, som kan bedres væsentligt ved at undgå mejeriprodukter og gluten (mel, korn).

Der er derfor masser af gode opskrifter f.eks. på kager, madpandekager, brød og boller, som også er gode for mennesker med sclerose, fordi nødder, frø, kerner og kikærter, som bruges i stedet for mel, er fiberrige, gode for fordøjelsen og medvirker til at holde blodsukkeret stabilt. Der er brugt æg, men de kan i en del tilfælde udskiftes med æggehvider eller hørfrøskum. Der er også gode forslag til og opskrifter på gluten- og mælkefri morgenmad, mellemmåltider, aftensmad og gæstemad.

Bogen indledes med teoretiske kapitler, der er inspirerende for alle, der interesserer sig for kostsammensætning og madens virkning på os. Her kan du bl.a. læse tallerkenfordelingen om, hvordan du kan prioritere kostsammensætningen, hvis du vil opnå øget balance, vægttab og antiinflammatorisk virkning eller blodsukkerstabiliserende virkning.

Jeg finder bogen meget inspirerende og vil gerne anbefale den til andre, både hvis du har sclerose, hvis du eller dine børn har psykisk sygdom, hvis du har gluten- eller mælkeallergi, eller hvis du er rask og gerne vil leve sundere og vide mere om, hvad kosten gør ved os.

Læs også opskrifen på morbær-nøddetoppe og sclerosecentrenes opskrift på Mia’s Mandeltoppe.

 

 
%d bloggers like this: