KOSTRÅD TIL MENNESKER MED SCLEROSE
Denne blog tager udgangspunkt i følgende kostråd for scleroseramte.
Meget overordnet bør sclerosepatienter begrænse:
- hærdet fedt, animalsk fedt, indmad og kød fra 4-benede dyr (dog kan man 1-2 gange om ugen spise magert kød)
- æggeblommer (højst 2 om ugen, så vær opmærksom på de skjulte æg, f.eks. i bagværk, pasta, mayonnaise mm.)
- palmeolie (i chips) og kokosolie, fordi begge dele indeholder meget mættet fedt. Kokosolie er dog velegnet til stegning, fordi det tåler stærk opvarmning.
- fede mejeriprodukter
- hvidt sukker og sukkerholdig mad som hvide ris, hvidt mel, lyst pasta
- alkohol, tobak, kaffe, sort the
Lige så overordnet bør sclerosepatienter indtage meget:
- fede fisk og fiskeolier, evt. kosttilskud med D-vitamin
- nødder og mandler
- vegetabilsk olie
- fiberholdig kost, frugt og grøntsager
Kostrådene er udarbejdet af læge Gunda R. Jensen og tilbydes på Sclerosecentrene i Haslev og Ry, som siden 2003 har udmøntet dem i sund sclerosekost. En del sclerosepatienter mener, at de får det bedre, og at det nedbringer antallet af attaks at leve efter kostrådene. Deres virkning på sclerose er endnu ikke tilstrækkeligt videnskabeligt dokumenteret til, at lægevidenskaben på hospitalerne foreslår dem til sclerosepatienter. Kostrådene er under alle omstændigheder sunde, og de giver sclerosepatienter en positiv følelse af at kunne gøre noget for at leve sundt og forhåbentlig mindske symptomerne og hæmme udviklingen af en kritisk, uhelbredelig sygdom.
Teorierne om en særlig diæt til mennesker med sclerose startede med den amerikanske neurolog Dr. Roy L. Swank, som gennem 50 år forskede i sammenhængen mellem kost og sclerose. Han konstaterede, at sygdommen var mindre udbredt blandt folk, der spiser meget fisk og vegetabilsk olie, end blandt folk, der spiser meget animalsk kød og mælkeprodukter. Den danske scleroseramte læge Gunda R. Jensen videreudviklede Swanks diæt i Danmark og udgav bogen “Sund mad ved sclerose” med redegørelse for diæten samt kostråd og opskrifter. Diæten blev gennem en årrække anbefalet af Scleroseforeningen og Sclerosehospitalerne. For nylig er anbefalingerne dog modificerede, fordi teorierne ikke er tilstrækkeligt videnskabeligt underbyggede.
Scleroseforeningen skrev tidligere, at 50 års erfaring viser, at sclerosekost hæmmer sygdomsaktiviten, nedsætter antallet af attaks og forbedrer førlighed og livskvalitet. I dag lover de knap så meget. Nu skriver de, at der fra et lægevidenskabeligt synspunkt endnu ikke er tilstrækkelig belæg for, at sclerosekost ændrer sygdomsbilledet, så de nu anbefaler de 8 kostråd, der gælder for alle, samt D- og B12-vitamin. Læs Scleroseforeningens temasider med forskellige synspunkter om kost og sclerose. Her kan du også deltage i eller følge med i debatten om emnet og læse en stor mængde spørgsmål og svar om kost, bl.a. kan du læse Gunda R. Jensens debatindlæg vedr. bekymringerne om, hvor vidt Roy L. Swanks undersøgelser er tilstrækkeligt videnskabeligt bevist.
Sclerosehospitalerne i Haslev og Ry baserede gennem en årrække den kost, de serverede, på Gunda R. Jensens kostråd, og de afholdt temaforløb om kost og livsstil. De er nu sat i bero, men sclerosehospitalerne serverer stadig sund kost med meget fisk, vegetarretter, frugt og grønt og ikke så meget kød fra 4-benede dyr under indlæggelserne. De arbejder på at finde frem til nye kostanbefalinger.
Til trods for nedtoningen af kostanbefalingerne har mange scleroseramte dog holdt fast i Roy L. Swanks diæt og Gunda R. Jensens anbefalinger, og bl.a. Anne Kirsten Brønserud har skrevet meget varmt om dem i sin bog “Rundt om sklerose” og på sin blog.
De senere år er der kommet nye teorier om sclerosekost. Den danske læge Jerk W. Langer har udarbejdet en antiinflammatorisk kostpyramide og påpeger betydningen af KRAM (kost, rygning, alkohol og motion). Læge og scleroseramte George Jelinik har udgivet bogen “Overcoming Multiple Sclerosis” om, hvordan han blev rask af kostændring og motion. Jeliniks teorier bygger også på Roy L. Swanks diæt. Den amerikanske læge og scleroseramte dr. Terry Wahls har udgivet bogen “Minding My Mitochondria”, hvor grundtanken er at spise rigtig mange grøntsager. Også hun mener, at kostændringen i høj grad har forbedret hendes tilstand.
FOREDRAG OM KOSTRÅD TIL MENNESKER MED SCLEROSE:
Det er lidt forskelligt, hvilke kostråd forskellige eksperter lægger vægt på. Her på bloggen har jeg refereret 5 foredrag om sclerosekost, som er blevet afholdt i Scleroseforeningens lokalafdelinger i Københavnsområdet:
Optimal næring og livsstil ved ernæringsterapeut Liselotte Asmussen
Fysisk og psykisk sundhed ved MS ved ernæringsterapeuterne Marie Louise Djernes og Louise Merete Svendsen
Anti-inflammatorisk kost og livsstil ved læge Jerk W. Langer
Kostråd til mennesker med sclerose ved ernæringsterapeut Anne Marie Andreassen
Kost til hjernen ved hjerneforsker Kjeld Fredens
BETÆNDELSESHÆMMENDE OG BETÆNDELSESFREMMENDE FAKTORER

Louise Merete Svendsen
Klik på pilen for at høre Louise Merete Svendsen fortælle, hvad betændelsesreaktionen ved sclerose er, og hvilke madvarer, der virker henholdsvis betændelseshæmende og betændelsesfremende.
Klik på pilen for at høre Louise Merete Svendsen fortælle, hvad vi kan gøre for at hæmme betændelsesreaktionen ved sclerose.
Louise Merete Svendsen har siden 2006 været ansat som underviser og vejleder i kost og ernæring ved Haslev Sclerosecenter. Hun er social- og sundhedsassistent og er under uddannelse til ernæringsterapeut ved Center for Ernæring og Terapi.
Hør også Louise Merete Svendsens indlæg om, hvorfor det er vigtigt for scleroseramte at holde blodsukkeret stabilt.
Se også den anti-inflammatoriske kostpyramide, som er udarbejdet af læge og foredragsholder Jerk W. Langer.
[…] Kostrådene […]
[…] KOSTRÅDENE […]
[…] KOSTRÅDENE […]
[…] KOSTRÅDENE […]